Ankomst og afrejse
I god tid før ankomsten kontaktes centerets kontor for at træffe aftale om udlevering af nøgler og blive orienteret om andre praktiske forhold. Inden afrejsedagen træffer man ligeledes aftale med kontoret om tidspunktet for afrejsen, aflevering af nøgler m.v.
Man afregner enten kontant ved afrejsen eller der vil blive sendt en faktura til betaling for opholdet.
Adgang til studiesamling og biblioteker
Stipendiater har adgang til centerets religionspædagogiske studiesamling og stedets øvrige biblioteker.
Den religionspædagogiske Studiesamling rummer et forskningsbibliotek og en samling af danske og udenlandske undervisningsmaterialer til kristendomsoplæring i skole og kirke. Aktuelle danske kirkepædagogiske hjælpemidler er udstillet i en særlig afdeling. Bestanden er p.t. ca. 9.000 bind.
Studiesamlingen er registreret på EDB. Man kan søge i samlingens database og efterhånden også i inden- og udenlandske forskningsbiblioteker.
Principielt er bøger og materialer til anvendelse på stedet, men stipendiater kan låne dem til brug i studielejlighederne (bortset fra udstillingsmaterialer, opslagsværker o. lign.).
Kontoret udlåner nøgler, sådan at man kan benytte samlingen uden for almindelig kontortid.
Centerets kontor kan arrangere, at stipendiater også får adgang til Præstehøjskolens teologiske bibliotek (ca. 15.000 titler) og kan låne bøgerne. Det samme gælder for Løgumkloster Højskoles bibliotek, der rummer en læsesal (håndbøger, opslagsværker og Det Prahlske Ikonbibliotek) og en stor udlånssamling (særlig skønlitteratur, historie og andre humanistiske områder). I byen er der et mindre folkebibliotek, der også kan skaffe bøger hjem.
Deltagelse i centerets kollegiale fællesskab
Man er meget velkommen til at deltage i centerets daglige, kollegiale fællesskab. Der er fælles morgensang, i de uger hvor TPC afholder kursus, det er kl. 8,15 i klosterets kapitelsal. Ligeledes er der på centeret formiddagskaffe tirsdag - fredag kl. 10.15.
Der er aftensang i kirken mandag - lørdag kl. 18.30 - 18.45.